Momentum og naturfremme
En fremtid hvor klima og biodiversitetsløsninger går hånd i hånd
I Momentum udvikler og driver vi vindmølle-og solcelleprojekter, og som forvaltere af jordarealer med vedvarende energi giver det os en unik mulighed for at gøre en positiv forskel for både klimaet og biodiversiteten i hvert enkelt projekt.
Klima-og biodiversitetskrisen hænger uløseligt sammen og kræver, at vi ændrer måden, vi bruger landskabet på. Den nuværende brug af det danske landskab opsplitter og ensarter det, hvilket efterlader naturområder som isolerede arealer og påvirker mange arter negativt ved at ødelægge deres habitater.
Vores rolle som energiudvikler er derfor at tage vare på de områder, som vi forvalter, på en måde, som lader klima og biodiversitet spille bedst muligt sammen.
Vi opstiller vedvarende energi på landbrugsarealer og fremmer derved ny natur på den jord, som før har været intensivt dyrket. Samtidig har vi mulighed for at styrke og genoprette tilstødende naturarealer og i mange tilfælde binde naturarealer sammen på ny.
Momentums biodiversitetsvision:
Vi vil skabe vedvarende energiprojekter med vedvarende positive effekter – for natur og lokalsamfund
Vores Plan for Naturfremme
For at sikre, at vores natur-og biodiversitetsindsats er baseret på et højt fagligt grundlag, har vi søgt hjælp fra eksperter på området. Sammen med rådgivningsvirksomheden Urland og rådgivende biologer har vi udviklet en konkret plan, som giver os et værktøj til at integrere biodiversitet og natur i planlægningen af nye sol-og vindprojekter på land.
Planen kalder vi ”Momentums Plan for Naturfremme”. Den beskriver vores vision og tilgang til at udvikle vedvarende energianlæg, der både skaber en positiv naturudvikling til gavn for biodiversiteten og integrerer lokale interesser. Udover en detaljeret procesbeskrivelse indeholder planen også et omfattende katalog over specifikke tiltag, som vi kan indarbejde tidligt i projektudviklingen.
Læs mere om planen i denne pjece. Den fulde plan for naturfremme kan også downloades.
Vores naturmål
Vores projekter for vedvarende energi skal bidrage til at styrke, beskytte og genoprette naturen, så vi efterlader den i bedre kvalitet end den var i til at begynde med.
For at sikre at vores indsatser har den rette effekt, sætter vi i hvert eneste projekt konkrete mål for, hvordan vi forbedrer naturen.
I praksis er det vanskeligt at opsætte konkrete naturmål for øget biodiversitet, som reelt kan monitoreres løbende og indenfor et overskueligt budget. Vi kan med projekterne skabe plads til en øget biodiversitet, men vi kan ikke forudsige, hvordan og hvornår naturen vil reagere positivt på naturindsatserne. Vores naturmål i VE-projekterne er derfor konkrete mål for naturindsatser, som vi sikrer reelt er målbare. Det kan være konkrete levestedsforbedringer for bestande af særligt sårbare arter, som findes i projektområdet, eller strukturelle forbedringer som videnskaben anser som afgørende for en positiv naturudvikling.
Naturmålene prioriteres efter Brandmandens Lov, om at bevare, beskytte, genoprette og nyetablere. I tilfælde af at vi ikke kan sætte lokale naturmål for et projekt, som vil sikre en betydelig netto-gevinst for biodiversiteten, vil vi også arbejde med naturindsatser off-site, hvor vi kan bidrage til at særligt værdifuld og sårbar natur kan opretholdes og forvaltes bedst muligt.
Vores biodiversitetsdogmer
Vi har udviklet fem biodiversitetsdogmer, som støtter vores vision og mål for biodiversiteten, når vi planlægger og udvikler nye projekter for vedvarende energi.
Dogmerne guider os i at sikre, at vores projekter udvikler sig i den rigtige retning og har positive effekter for både natur og lokalsamfund.
1: Vi skaber sammenhængende og multifunktionelle landskaber
2: Vi efterlader naturområder i højere kvalitet, end vi modtog dem
3: Vi arbejder bredt med biodiversitet – lokalt og nationalt
4: Vi sørger for lokal forankring
5: Vi skaber ny viden til gavn for samfundet
Sådan arbejder vi med biodiversitet i hvert enkelt projekt
Vi har udviklet en proces for, hvordan vi målrettet arbejder med at fremme biodiversiteten igennem hele projektets levetid – fra de første screeninger af potentielle områder til nedtagning af anlæggene, når projektet afsluttes, typisk efter 30 års drift.
Som det første afstemmer vi med lodsejeren, hvad der kan lade sig gøre i forhold til en meningsfyldt arealforvaltning. Herefter følger de indledende faser, som omfatter screeninger, dialog med naboer, kommunen og lokale aktører samt baselineundersøgelser af områdets naturforhold. Disse faser danner grundlaget for at fastsætte konkrete naturmål og udvælge specifikke indsatser, der er tilpasset projektets aftaler med lodsejer, anlæggets størrelse og områdets eksisterende naturværdier og potentialer.
Vi udarbejder en konkret forvaltningsplan og overvåger løbende, at vores naturindsatser er effektive i forhold til de naturmål, vi har fastsat.