Der er store ambitioner for udviklingen af det åbne land i Danmark, hvor der skal gives plads til både vild natur, skovrejsning, rekreativ udfoldelse, landbrug, vedvarende energi (VE) og meget mere. Hvordan der bliver plads til det hele, er dog en stor udfordring.
VE-udvikleren Momentum Energy Group A/S giver med sin nye Plan for Naturfremme et konkret bud på, hvordan vedvarende energiprojekter kan bidrage til at løse denne udfordring uden at gå på kompromis med hverken klima eller natur.
”Som udvikler og ejer af vedvarende energianlæg er vi ikke bare leverandører af grøn strøm, men også forvaltere af store arealer på landet. Det giver et særligt ansvar for at passe på naturen, så vi bidrager med mere og ikke mindre natur, for eksempel når vi etablerer et solcelleanlæg. Med vores Plan for Naturfremme lægger vi os i spidsen for, hvordan vi kan lave grøn energi, samtidig med at vi bidrager med mere og bedre natur,” udtaler CEO Kim Madsen.
Naturfremmeplanen er udviklet sammen med rådgivervirksomheden Urland, som i arbejdet med planen har inddraget viden fra toneangivende aktører som Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Aarhus Universitet, Danmarks Jægerforbund og landbruget ved konsulenthuset SEGES Innovation.
Klima- og biodiversitetskrisen er tæt forbundne udfordringer, som kræver ændringer i den måde, landskabet udvikles på. Derfor fokuserer Momentums Plan for Naturfremme ikke blot på at planlægge arealer med ét formål, men at planlægge helhedsorienteret i multifunktionelle og alsidige landskaber, som både gavner dyr og mennesker på kort og på langt sigt.
”Når vi laver VE-projekter, har vi en unik mulighed for at skabe natur med en højere kvalitet end på den eksisterende landbrugsjord, som fylder meget af det danske landskab. Når vi skaber et VE-projekt, overtager vi ansvaret for jorden, og med det følger et ansvar for at bidrage til en bedre fremtid, hvor klima og natur går hånd i hånd,” udtaler Kim Madsen.
Konkret har Momentums Plan for Naturfremme opstillet nogle dogmer for, hvordan natur og biodiversitet skal understøttes sammen med et VE-anlæg. Momentums dogmer lyder:
1. Vi skaber sammenhængende og multifunktionelle landskaber
2. Vi efterlader naturområder af højere kvalitet, end vi modtog dem
3. Vi arbejder bredt med biodiversitet – lokalt og nationalt
4. Vi sørger for lokal forankring
5. Vi skaber ny viden til gavn for samfundet
”Planen for naturfremme er vores værktøj til at arbejde målrettet med at skabe bedre natur igennem hele VE-projektets levetid – fra de første screeninger af et område til opstilling og drift og til nedtagning, når anlægget ikke længere er i drift. Vi bruger allerede planen i praksis som værktøj i vores arbejde med at udvikle nye VE-projekter, og vi håber, at vi i Momentum kan sætte nye standarder for, hvordan klima- og naturtiltag kan bidrage til en mere bæredygtig fremtid,” udtaler Kim Madsen.
Momentums Plan for Naturfremme er tilgængelig på www.momentumgreenenergy.com/naturfremme
For mere information om Momentums Plan for Naturfremme, kontakt venligst Signe Skjold Holm på tlf. 30 11 34 60 eller ssh@momentumgreenenergy.com.
For pressehenvendelser, kontakt venligst Andreas Nøhr Vestergaard på tlf. 21 78 67 28 eller anv@momentumgreenenergy.com.