Momentum indvier Villerup Sol i Vendsyssel

Den 28. april var der officiel indvielse af Momentums nye solcelleanlæg Villerup Sol i Vendsyssel tæt ved Hjørring. Sammen med udviklingspartner og lodsejer Villerup Hovedgård og vores strømsalgspartner Reel havde vi inviteret samarbejdspartnere, kunder, lokale og kommunen til at besøge anlægget og høre om, hvordan vi de næste 30 år vil forvalte området og drifte solcelleanlægget. Dagen bød på høj sol og jævn vind, så både Villerup Hovedgårds vindmøller og vores solceller producerede grøn strøm på max.

Et solcelleanlæg uden indsigelser

Villerup Sol er et relativt mindre solcelleanlæg på 10 hektar og 12 MWp, som ligger tilbagetrukket fra veje og naboer og godt skjult bag Villerup Hovedgårds produktion af pil. De forhold har betydet, at anlægget er blevet gennemført helt uden indsigelser i planprocessen.

Momentum har været med fra start for præcis 5 år siden, og Villerup Sol er et glimrende eksempel på, at der kan opstilles ny vedvarende energi i Danmark, når det bliver gjort med respekt for og i samarbejde med lokalsamfund og natur.

Strømsalg til lokale virksomheder

Et vigtigt element i finansieringen af Villerup Sol er, at en række virksomheder har indgået en strømkøbsaftale (Power Purchase Agreement) med vores samarbejdspartner Reel om at købe strømmen fra anlægget, så der derved skabes en økonomisk sikkerhed både for virksomhederne og for os i Momentum, samtidig med at vi får mere grøn strøm ind i elsystemet.

Den vedvarende energi på land bliver opført på markedsvilkår uden nogen form for offentlig støtte. Derfor er det afgørende, at der for de finansielle investorer er et afkast fra projektet på længere sigt, der afspejler risikoen ved udvikling og drift. Selvom Villerup Sol relativt set er et mindre projekt, er udviklings- og anlægsomkostningerne stadig betydelige og afhængige af en stabil indtægt fra strømsalget for at sikre den nødvendige finansiering. Det er her, at de lokale aftagere af strømmen komme ind i billedet, da der er indgået langvarige faste priser med disse.

I alt har 18 virksomheder indgået aftale med Reel om strømkøb fra Villerup Sol:

– Aasted ApS

– Aurion A/S

– Brdr. Sommer, smede- og maskinværkstedet A/S

– Camro A/S

– Combine A/S

– Erik Lytzen A/S

– Expo-Net Danmark A/S

– Friskolen Skallerup

– Linka Energy A/S

– Mim-Plast ApS

– Nic. Christiansen Gruppen A/S

– Plantefabrikken ApS

– Sejlstrup Entreprenørforretning A/S & VM Mørtel A/S

– Skallerup Seaside Resort A/S

– Spar Skallerup A/S

– Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik A/S

– Vrå Dampvaskeri A/S

– Vrå Højskole


Test af nye vilde frøblandinger

På Villerup Sol er vi gået i gang med en test af vores nye vilde frøblandinger, og som noget nyt udplanter vi også tørv fra intakt natur i et nulstillet landbrugsområde, som tidligere har været brugt til produktion af pil. For naturen og biodiversiteten er det ganske unikt sådan at kunne starte helt forfra uden konkurrence fra kulturgræsser. Så i stedet for klip af røde bånd, fik vores gæster jord under neglene, da de hjalp med udplantning af den nye flora.

Allerede i efteråret sidste år såede vi frø, som trives i den danske skovbund som fx kratviol, anemone og stor fladstjerne, og selvom området stadig ser goldt ud, er de små spirer på vej op. I løbet af de næste år, vil vi følge områdets udvikling, så vi kan se, hvilke urter, der trives bedst i et solcelleanlæg – og hvilke insekter, der følger med. Så kan vi løbende tilpasse driften af anlægget til vegetationsudviklingen, og forhåbentlig spare en slåning midt på sommeren.

Vedvarende energi skaber udvikling og arbejde til mange

Når man opfører VE-anlæg, er der en mængde opgaver at løse fra den første skitse til færdigt projekt, hvor strømmen kan sendes ud til kunderne. I anlægsfasen har vi sammen med vores bygherrerådgiver Danish Sun Energy ApS købt services, komponenter og udstyr fra en række virksomheder i både ind- og udland, som alle bidrager til den grønne omstilling i praksis.

Tak til vores gode samarbejdspartnere Vibe Gro Falk og Johannes Falk fra Villerup Hovedgård, og til Reel Energy og Danish Sun Energy ApS.