Vi er utrolig stolte over, at Momentum i går aftes blev tildelt ESG-prisen ved EY Entrepreneur of The Year 2024! Denne pris er både en hyldest til vores rejse som virksomhed og til alle vores medarbejdere, der hver dag arbejder for at fremme den grønne omstilling.
Juryen fremhævede blandt andet vores grundlæggende filosofi om, at vi vil og kan gøre en forskel, samt vores syn på samspillet mellem menneske og natur. Deres begrundelse lød:
Juryen var ikke i tvivl, da vinderen af ESG-kategorien skulle findes blandt det ellers stærke felt af virksomheder med både store ambitioner og flotte resultater. Momentum Energy Group skilte sig ud på flere områder. De har en grundlæggende filosofi om, at de VIL gøre en forskel, og at de KAN gøre en forskel.
Der er en sympatisk filosofi omkring samspillet mellem menneske og natur. Ønsket om at gøre en forskel er grundlaget for den langsigtede udvikling af virksomheden. Og det stopper ikke ved de gode intentioner, for de har sat handling bag ordene og skabt resultater, der ikke bare er til gavn for dem selv, men for samfundet og verden omkring dem.
For Momentum Energy Group er bæredygtighed og ESG ikke bare bogstaver til pynt på en hjemmeside. Hele tankegangen omkring fx levetidsforlængelse af vindmøller er tæt på genial. Tænk at tage noget, der er godt for miljøet – og gøre det endnu bedre for miljøet. Her er Momentum Energy Group gået langt foran med deres cirkulære tankegang.
Det, der startede for 25 år siden med to tredjedele af en vindmølle, har vokset sig til et sandt væksteventyr i dag. Vindmøllen er stadig en grundlæggende del af virksomhedens DNA. Og der er ingen tvivl om, at det trækker spor langt ind i fremtiden.
Prisen er en stor anerkendelse af hele virksomhedens forretningsgrundlag og det systematiske arbejde, vi har gjort for at integrere ESG i hele vores organisation. Siden slutningen af 2021 har vi haft fokus på at dokumentere vores indsats og forankre bæredygtighed som en naturlig del af vores mindset, og i 2023 og 2024 har vi sat yderligere fart på.
Vi ser frem til at fortsætte vores arbejde for klimaet, miljøet og samfundet – og vi er taknemmelige for denne anerkendelse, som vi deler med hele vores team.