
Pressemeddelelse: Jan Nørgaard er tiltrådt som ny direktør i Momentum Energy Services
Momentum Energy Services har pr. 1. august 2025 fået ny direktør. Jan Nørgaard er tiltrådt som Managing Director i hovedkontoret i Balle på Djursland, hvor han vil varetage den daglige ledelse og fortsatte udvikling af Momentum Energy Groups serviceselskab, som leverer overvågning, drift og vedligehold af både egne og kunders vindmøller og solceller i hele Danmark.
”Jeg er rigtig glad for, at Jan har sagt ja til at ville overtage ansvaret for Momentum Energy Services. Jans dybe erfaring indenfor vedvarende energi er en styrkelse af vores allerede stærke hold i Balle,” udtaler CEO i Momentum Energy Group, Rasmus Sielemann Christensen.
”Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med alle i Momentum og bidrage til at udvikle Momentum Energy Services til gavn for vores kunder og interne og eksterne samarbejdspartnere. Momentum har et stærkt fokus på både at udvikle nyt og vedligeholde og levetidsforlænge. Det er et fokus på bæredygtighed i praksis, og det glæder jeg mig til at være en del af. I sidste ende handler det om at sætte handling bag Danmarks grønne omstilling,” udtaler Jan Nørgaard.
Martin Damsø Bruun fratræder ved samme lejlighed som Managing Director for Momentum Energy Services, men bliver fortsat i Momentum Energy Group som leder af afdelingen Own Energy-Generating Assets.
Til skiftet i de to roller udtaler CEO Rasmus Sielemann Christensen: ”Martin Damsø Bruun har i sin tid som Managing Director været med til at styrke organisationen og skabe fundamentet for den videre udvikling af Momentum Energy Services, og vi er glade for, at han fortsætter i Momentum Energy Group i en central rolle. Med vores nye organisering får både Jan og Martin klart afgrænsede, men fortsat stærkt sammenhængende ansvarsområder. Det er en klar styrke for os.”
Momentum Energy Services A/S har ca. 60 medarbejdere og har hovedkontor i Balle på Djursland. Virksomheden monitorerer, servicerer og vedligeholder energiproducerende aktiver som vindmøller og solceller. Som datterselskab til Momentum Energy Group, har Momentum Energy Services høje standarder mht. bæredygtig og ansvarlig drift.