Momentum blev nr. 2 i Roskildes Erhvervspris 2022

Da vinderen af Roskilde Erhvervspris 2022 i går blev udråbt ved Roskilde Erhvervsforums traditionsrige nytårskur, løb @DynElectro af med sejren.

Som sportsfolk, så er vi selvfølgelig ærgerlige over at være blevet slået på målstregen, men gratulerer vores modstander og bereder os nu på at komme stærkt tilbage til næste år. Vi giver ikke op så let.

Dynelectro driver en meget spændende virksomhed inde for Power-to-X – et område som også interesserer os meget og hvor vi allerede har aftalt at mødes og drøfte ideer. Det er grundlæggende fantastisk, at Roskilde har to virksomheder inden for grøn energi, som er med til at sætte den grønne agenda på dagsordenen på internationalt plan.

Vi har selv igennem årene arbejdet hårdt og vi er lykkedes med at opbygge en særdeles bæredygtig og profitabel virksomhed. Med base i Roskilde har vi skabt en international vækstvirksomhed, der på vores breddegrader er i ”verdensklasse”. 

”Jeg er født og opvokset i Roskilde og jeg bor her stadig. Da jeg stiftede Momentum, var det med base i min fødeby. Så man kan sige, at Roskilde simpelthen ligger i vores DNA. Vi bidrager både til byens erhvervsliv og medvirker til at sætte Roskilde på verdenskortet. Selvom vi må se os slået i denne omgang, har vi tænkt os at vende stærkt tilbage og i mellemtiden fortsætter vi selvfølgelig det grønne eventyr. I øjeblikket dækker produktionen af strøm fra vores egne møller mere end 250.000 voksnes årlige elforbrug. Det er jeg utrolig stolt af.” Kim Madsen, CEO.