Opstilling af 2 Enercon E-138, 3,5 MW vindmøller i Tyskland

Så kom vi i gang med at bygge Windpark Roth i Tyskland

Efter næsten 7 års forberedelse, er Momentum endeligt gået i gang med at opstille 2 styk Enercon E-138, 3,5 MW vindmøller i Tyskland.

Møllerne har en rotordiameter på 138 m svarende til, at hver vinge er næsten 68 meter lange og dækker 14.900 m2 svarende til 20 almindelige parcelhusgrunde.

Hver mølle vejer hele 337 tons uden fundament, så det er en stor sag, vi har kastet os ud i.

Vejarbejdet er netop gået i gang, og selv om vinterens våde vejr driller, så er vi kommet planmæssigt i gang.

I første omgang skal hele området forberedes for tilkørsel af tunge lastbiler og kraner, så vindmøllernes større dele som vinger, tårne, generatorer osv., kan placeres og håndteres tæt ved, hvor de skal opstilles.

Dernæst skal det enorme hul til det gigantiske fundament graves ud, og herefter skal det støbes.

Planen er, at møllerne står klar til at blive koblet på nettet og producere sine første kilowatt timer i september måned 2024.

Når begge møller er opstillet, vil de producere ca. 18.750.000 kWt om året, nok til at dække næsten 12.000 voksnes årlige elforbrug svarende til alle indbyggerne i Nakskovs årlige elforbrug.

Momentum har stået for alt arbejde omkring byggeansøgningen, herunder forhandlinger med myndigheder, jordejere, Enercon, entreprenører, leverandør af transformer, finansiering osv. ligesom vores team i Hamborg vil stå for hele koordineringen af byggeprocessen frem til møllerne er i tilfredsstillende produktion.

Herefter vil Momentum stå for den fremtidige overvågning og drift.