Momentum Energy Group overtager Windturbs
Med virkning fra den 1/1 2023, har Momentum Energy Group A/S (Momentum), via sit 100% ejede datterselskab Momentum Energy Wind Services ApS, overtaget alle anparterne i Windturbs ApS. Selskabet fortsætter herefter i Momentums navn.
Med overtagelsen følger 7 medarbejdere og 3 servicebiler. Momentum øger herved sin tilstedeværelse inden for vindmølleservice markant i Danmark, og har herefter +40 ansatte, 15 servicebiler og reservedelslokationer og værksteder overalt i landet. Momentum Energy Wind Services servicerer fremover mere end 500 møller i Danmark, hvilket placerer virksomheden blandt markedets absolut største, og hurtigst voksende, inden for servicering af vindmøller.
Momentums CEO, Kim Madsen, udtaler om opkøbet:
”Vi har længe haft et godt øje til Windturbs, som vi synes passer godt ind i Momentums strategi om at være markedsførende inden for viden om drift og reparation af vindmøller. Det er samtidigt vores erklærede målsætning at kunne servicere både egne og kunders vindmøller overalt i landet, hurtigt, effektivt og konkurrencedygtigt qua lokal tilstedeværelse og stor erfaring. I en tid med urolige el-markeder og høje energipriser, er det af afgørende betydning, at vi kan komme så hurtigt som muligt til møllerne og få dem i gang igen uden for lange driftsstop. Af samme årsag har vi etableret 24/7/365 overvågningscenter, og købet af Windturbs ApS passer i den forbindelse perfekt for os. Vi byder nye medarbejdere og kunder varmt velkommen, og vi glæder os til sammen med dem at gøre en kæmpe forskel i den grønne omstilling, som fortsætter for fuld udblæsning”.